Søvejsregler

Når man som cyklist må cykle rundt i trafikken uden nogen form for bevis eller kørekort, friholder det ikke cyklisten fra at have kendskab til, og at overholde færdselsloven.

 

 

 

Det samme gør sig gældende for de der færdes på vandet. Her gælder Søvejsreglerne, og de skal overholdes af alle uanset hvor man sejler, og om man sejler i en supertanker eller på et badedyr.

De Internationale søvejsregler består af i alt 38 regler og 4 tillæg. Herunder bliver de væsentligste af disse gennemgået, og vil man læse hele lovteksten findes et link sidst i artiklen.  

Hvor og for hvem gælder søvejsreglerne? (Regel 1)
Søvejsreglerne gælder overalt hvor der kan sejles, og for alle skibe.

Ansvar (Regel 2)
Alle skibe skal have en fører, som har ansvaret for, at søvejsreglerne bliver overholdt.
Overtrædelse af søvejsreglerne kan straffes med bøde eller op til 1 års fængsel. I særlige tilfælde op til 2 år hvis der er sket skade på liv eller helbred.

Definitioner (Regel 3)
Et »Skib« er enhver form for flydende materiel.
Et »Maskindrevet skib« betyder ethvert skib, der fremdrives ved maskineri.
Et »Sejlskib« betyder ethvert skib under sejl, forudsat at eventuelt fremdrivningsmaskineri ikke benyttes.
Et »Skib« der er let, er et skib der sejler – ikke ligger fortøjet eller for anker.

Udkik (Regel 5)
I ethvert skib skal der altid holdes behørig udkig såvel ved brug af syn og hørelse som ved brug af alle forhåndenværende midler, der er hensigtsmæssige under de foreliggende omstændigheder og forhold, således at der kan foretages en fuldstændig vurdering af situationen og af faren for sammenstød.

Sikker fart (Regel 6)
Ethvert skib skal altid gå med sikker fart, således at det kan træffe behørige og effektive foranstaltninger til at undgå sammenstød og kan stoppe inden for en under hensyn til de foreliggende omstændigheder og forhold passende distance.
På Silkeborg søerne er vi begrænset af max. hastigheder på 5,6 og 8 knob, og udover det
skal følgende faktorer tages i betragtning ved afgørelsen af hvad der er sikker fart:
Sigtbarheden, trafiktætheden, skibets manøvreevne, dag/nat, sø- og strømforhold samt dybgang.

Fare for sammenstød (Regel 7)
Ethvert skib skal bruge alle forhåndenværende midler, som er hensigtsmæssige under de foreliggende omstændigheder og forhold, til at afgøre, om der er fare for sammenstød. Hvis der er nogen som helst tvivl herom, skal sådan fare anses for at være til stede.

Forholdsregler for at undgå sammenstød (Regel 8)
- Enhver handling, der foretages for at undgå sammenstød, skal foretages klart og tydeligt, i god tid og i overensstemmelse med godt sømandskab.
- Enhver kurs- og/eller fartændring, der foretages for at undgå sammenstød, skal, når omstændighederne i det givne tilfælde tillader det, være stor nok til, at den er helt tydelig for et andet skib. En række små kurs- og/eller fartændringer bør undgås.
I den oprindelige lovtekst nævnes flere forholdsregler, men det væsentlige her er at udvise rettidig og godt sømandsskab.

Snævre løb (Regel 9)
Dette er nok den regel der giver anledning til de største konfrontationer blandt de sejlende.
Især blandt kanoer, ro-både, ja selv blandt de organiserede kajak roere er der en dyb uvidenhed om reglens eksistens.
- Et skib, der følger et snævert løb eller farvand, skal holde sig så nær, som det er sikkert og muligt, til løbets eller farvandets ydergrænse på skibets styrbords side.
- Et skib, der er i færd med at fiske, må ikke vanskeliggøre passagen for noget andet skib, der sejler i et snævert løb eller farvand.
Ved overhaling i snævre løb findes der en helt fast procedure der kan læses i den fulde lovtekst.

Sejlskibe (Regel 12)
Når to sejlskibe nærmer sig hinanden, således at der er fare for sammenstød, skal det ene af dem gå af vejen for det andet efter følgende regler:
-når de har vinden ind på modsatte sider, skal det skib, der har vinden bagbord ind, gå af vejen for det andet;
-når begge har vinden ind på samme side, skal det skib, der er til luvart, gå af vejen for det, der er i læ;
-hvis et skib med vinden bagbord ind ser et skib til luvart og ikke med sikkerhed kan afgøre, om det andet skib har vinden bagbord eller styrbord ind, skal det gå af vejen for det andet.
-Ved anvendelsen af denne regel skal luv side anses for at være den modsatte side af den, på hvilken storsejlet føres, eller i skibe med råsejl den modsatte side af den, på hvilken det største gaffelsejl eller stagsejl føres.

Overhaling (Regel 13)
Her er en regel som styrmanden på Hjejleflådens rutebåde bør lære uden ad.
- Uanset alt andet, skal ethvert skib der overhaler et andet, gå af vejen for det skib der overhales.
- Et skib skal anses for at overhale, når det vinder ind på et andet skib fra en retning, der er mere end 22 1/2 grader agten for tværs af samme, dvs. i en sådan stilling i forhold til det skib, det overhaler, at det om natten kun er i stand til at se dette skibs agterlys, men ingen af dets sidelys.
- Hvis et skib er i tvivl om, hvorvidt det overhaler et andet, skal det gå ud fra, at dette er tilfældet, og handle derefter.

Skibe på modsatte kurser (Regel 14)
Denne regel er lidt som at køre bil, og møde en modkørende.
- Når to maskindrevne skibe stævner mod hinanden på modsatte eller næsten modsatte kurser, således at der er fare for sammenstød, skal de begge dreje til styrbord, således at de passerer hinanden på bagbords side.
- En sådan situation skal anses at foreligge, når et skib ser det andet forude eller næsten forude, og det om natten vil kunne se det andet skibs toplys overet eller næsten overet og/eller begge sidelys, og det om dagen observerer det tilsvarende aspekt af det andet skib.
- Hvis et skib er i tvivl om, hvorvidt en sådan situation foreligger, skal det gå ud fra, at den faktisk foreligger, og handle derefter.

Skibe på skærende kurser (Regel 15)
Denne regel er nem at huske. Kan du se en krydsende båds røde lanterne, skal du vige. Kan du se den grønne, skal den krydsende båd vige.
Når to maskindrevne skibe styrer kurser, der skærer hinanden, således at der er fare for sammenstød, skal det skib, der har det andet på sin styrbords side, gå af vejen og skal, dersom omstændighederne i det givne tilfælde tillader det, undgå at gå foran om det andet skib.

Forholdsregler for det skib, der skal gå af vejen (Regel 16)
Ethvert skib, der er forpligtet til at gå af vejen for et andet skib, skal så vidt muligt i god tid tage effektive forholdsregler til at holde godt klar.

Forholdsregler for det skib, der skal holde kurs og fart (Regel 17)
Når det ene af to skibe skal gå af vejen, skal det andet holde sin kurs og fart.

Skibes forpligtelser over for hinanden (Regel 18)
Et maskindrevet skib, der er let, skal gå af vejen for:
et skib, der ikke er under kommando;
et skib, der er begrænset i sin evne til at manøvrere (Hjejlen);
et skib, der er beskæftiget med fiskeri;
et sejlskib. (ikke når sejlskibet sejler for motor)
Et sejlskib, der er let, skal gå af vejen for:
et skib, der ikke er under kommando;
et skib, der er begrænset i sin evne til at manøvrere (Hjejlen);
et skib, der er beskæftiget med fiskeri.
 

Ethvert skib skal undgå at vanskeliggøre sikker passage for et skib, der er hæmmet af sin dybgang, og som fører signaler efter regel 28;
Der står således ikke noget i denne regel om at hverken sejlskibe eller maskindrevne skibe har nogle særlige forpligtigelser overfor robåde, kanoer og kajakker udover de der er beskrevet i andre regler.

Hent hele lovteksten her.

Trygfonden og Søsportens sikkerhedsråd har lavet en særdeles god side om fritidssejlads her  www.sejlsikkert.dk

Retur