Hvad gør vi ved alt det tang

28. aug. 2016

Gennem de sidste 3-4 år har vi oplevet at der løbende er kommer flere og flere bundplanter på søerne. I starten var det kun på de lave vanddybder, men nu ser vi at det også breder sig hastigt på vanddybder over 2 meter.  Især i snævringer hvor vanddybden netop er omkring et par meter er disse bundplanter i hastig vækst.

Allerede nu er det meget generende for de sejlende. Alle bådene får viklet skrue og ror ind i disse lange tangplanter, og får dermed nedsat styreevne. Kanoer, kajakker og andre roende får vanskeligt ved at sejle, og måske kan det endda ende med at Hjejlen må opgive at dreje skovlhjulene rundt.

Problemet rammer således alle brugere af søerne, selv lystfiskerne har oplevet store ændringer af sammensætningen af fiskebestande, og det ser ud til at problemet kun vil blive større fremover.

Hvor kommer det fra?
Mange blev begejstrede da vi i 2006 stiftede bekendtskab med "det biologiske rensnings anlæg" som den blev kaldt. Vandremuslingen var kommet til søerne, og bredte sig fra Knudsø i Ry til alle vores andre søer med lynets hast. Vandet blev klart, hvilket i denne sammenhæng ikke skal forveksles med rent, fordi vandremuslingen lever af alger, og vi nu kunne se bunden hvor det aldrig tidligere havde været muligt. Vandet føltes mere lækkert at bade i. Først beklagede biologerne sig. Vandremuslingen var en invasiv art der ville udrydde den oprindelige musling i søerne. Så var det lystfiskerne der ikke længere kunne fange Sandart fordi vandet var blevet for klart til at Sandarter kunne klare sig. Og nu er det så også blevet et problem for de sejlende med alt den tang, fordi der nu i det klare vand kommer lys ned til bunden så bundplanterne har fået gode betingelser for vækst.

Her er et billede som Sejla's fotograf tog af vandre muslingerne i 2006.

Problemet er kommet for at blive, og vi bliver nødt til at tage stilling til hvorledes vi vil håndtere problemet fremover. Mange steder i USA og Canada har de haft problemet i mange år, og de har valgt at fjerne bevoksningen når den bliver for voldsom. Flere steder høster man ligefrem denne bevoksning, og benytter den som gødning.

Hvis du vil vide mere om emnet, så er Google og Youtube.com et rigtig godt sted at starte.
Vandre musling hedder "zebra mussel" på engelsk.
og tang høster hedder "weed harvester"

Herunder er en film fra Youtube der netop omhandler Vandremuslingens effekt på nogle søer i USA.

Retur